Jeg har haft de værste to dage i mit liv.
Jeg har her i ferien mødt en sød dreng, han har kørekort, så ham og hans to venner spurgte mig stort set hver aften om jeg ville med dem ud og køre. Så jeg har været sammen ham næsten hver dag i ferien. Jeg var også hjemme og sove hos ham to gange. Han er så super sød, og jeg er begyndt lidt at falde for ham. Jeg sov så sammen med ham lørdag til søndag, og det var super hyggeligt, der var slet ikke noget der.
Så kom jeg så hjem og begyndte bare at savne ham helt sindsygt. Vi har ikk rigtig skrevet sammen siden, kun lidt, og han laver da også hjerter som han plejer og sådan, men det virker nu alligevel ikk som om han rigtig er så skide interesseret mere, men jeg kan ikk finde ud af om det bare er mig eller om han faktisk er 'færdig' med mig :/
Så de sidste to dage har jeg gået og tænkt og tænkt, savnet ham og været så fucking forvirret..
Og så er det jo sådan at en mor altid kan mærke hvis man går og er ked af det, det kunne min mor også. Så her til morgen da jeg følte hele verden var ved at gå under, spørg hun så om hvad der er vejen, jeg ender så med at bryde helt sammen, og stor tude hele vejen til skole.
jeg har virkelig aldrig i mit liv følt mig så ked af det.
Den bedste måde at beskrive min følelse er vel at ved at prøve at forestille dig nogle tage en stor kniv og blive ved med at stå og banke den ind i dig, og det stopper bare ikke..
Indlæg af Julie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar